En familiehistorie om grise og Birthesminde


Birthesminde blev bygget i midten af 1800-tallet og ligger på Midtsjælland i bunden af Isefjord mellem Holbæk og Roskilde. Gården har været i familiens eje i mere end 50 år, og de forpagter 18 hektar af jorden.

 

FRA KUNST OG KAFFE TIL BÆREDYGTIGT LANDBRUG

Det har langt fra altid ligget i kortene, at Maria Bojsen og Kent Nielsen skulle forpagte jord på Birthesminde og drive et landbrug, og inden de kommer dertil i 2014, arbejder de begge med helt andre ting: Kent er med til at skabe det første 100 procent økologiske kafferisteri med kaffetrucks herhjemme, og Maria arbejder som kunstner i et bronzestøberi. Men da de flytter ind her på gården, begynder tankerne om, hvordan hele fødevaresystemet kunne laves anderledes at melde sig. For eksempel begynder Maria og Kent at undre sig over, hvordan mange af os gerne bruger rigtig mange penge på at fodre en lille fugl uden for vinduet, mens vi samtidig spiser en flæskesteg, som vi ikke aner, hvordan er blevet produceret.

Den bæredygtighed, som Kent arbejdede med i risteriet, og de ideer om dyreliv og -velfærd, som Maria beskæftiger sig med i kunsten, begynder de at tænke på, at de vil omsætte til praksis med et dyrehold. Maria går derfor i praktik hos en svinebonde i et halvt år, mens Kent får arbejde på en anden nærliggende gård. De starter forsigtigt med otte polte – altså hun-grise – og en orne, guidet af grundtanken om, at de skal bruge hele dyret på en ordentlig måde og skabe en produktion, der giver mening både etisk og økonomisk.

En ny drejning i den danske svinekødshistorie

At skabe en bæredygtig produktion med dyreetik i førersædet er en ny drejning af de historiske linjer i dansk svineproduktion. Siden 1850’erne er Danmark et af de lande i verden, der producerer mest svinekød, og det er i høj grad eksporten til England, som bærer produktionen frem. Fra begyndelsen og op gennem det tyvende århundrede bliver produktionen mere og mere industrialiseret. Rundt omkring i landet oprettes andelsslagterier, hvor svinebønderne afleverer deres grise til slagtning i en produktion, de selv er medejere af. De halve grise saltes og lægges i hørklæder med det karakteristiske Danish Bacon-stempel på – klar til eksport. Frem til Første Verdenskrig afskiber Danish Bacon Company i gennemsnit 750 tons bacon om ugen.

Det økonomiske opsving, Vesten oplever efter Anden Verdenskrig, sætter tydeligt sit præg på svineproduktionen, som dog efterhånden vokser sig så stor, at forholdet til det enkelte dyr ændres meget. Med hård konkurrence på prisen står danske svinebønder efterhånden overfor svære valg, hvor dyrevelfærd, medicinforbrug og produktion skal gå op i højere enhed. I Danmark ændrer hele slagteindustrien sig igen, og op i gennem 1970’erne og 1980’erne fusionerer de mange slagterier, og andelsepoken slutter endeligt, da Danish Crown i 2010 bliver omdannet til et aktieselskab.


Svinekort blev brugt fra 1932 til 1940 som regulering af, hvor mange svin hver enkelt landmand måtte indlevere til slagterierne til fuld pris. Herefter fik man en dårligere pris for sine svin. Hver landmand blev tildelt svinekort fra staten baseret på produktion i 1932, og det totale antal svinekort blev fastlagt så slagteriproduktionen kunne passe til de 62 % af den engelske svineimport fra ikke-britiske lande, som briterne havde lovet Danmark.

 

Tipolde-slægtning Peter Bojsen og verdens første andelssvineslagteri

Selvom det er viljen og lysten til at bryde med den konventionelle svineproduktion i Danmark, der ligger bag valget om at holde dyr på Birthesminde – og ikke det at videreføre en familietradition – er familiehistorien sjovt nok meget tæt forbundet med den danske svinehistorie. Peter Bojsen – bror til Marias tipoldefar – tager i 1887 sammen med lokale svinebønder initiativ til at skabe Horsens Andelsslagteri, som er verdens første andels-svineslagteri. I løbet af det første år bliver der slagtet godt 23.000 svin og solgt mere end 1 million kilo flæsk.

Emil Bojsen – Marias tipoldefar – er redaktør for Horsens Folkeblad og støtter sin bror i arbejdet med at stifte andelsslagteriet, og hans søn, Fritz, bliver som ung mand lærling på det nye slagteri. Senere får Fritz plads i bestyrelsen ved Danish Bacon Company i London som bindeled mellem det engelske selskab og de danske slagterier. I 1922 kommer han til Holbæk som direktør for Holbæk Amts Andelssvineslagteri, og her bliver han i mere end 40 år og gør det sjællandske slagteri landskendt.

Morfar Poul Bojsen kommer til Birthesminde

Fritz’ søn Poul Bojsen – Marias morfar – bliver også slagteriuddannet, og i 1958 kommer han efter en tid hos bl.a. Danish Bacon Company til Holbæk Amts Andelssvineslagteri og overtager efter nogle år direktørstolen efter sin far. Poul Bojsen står for kontor og drift, er i virkeligheden lidt bange for dyrene og kan ikke skære en bøf. Men han er dagligt at finde i sin hvide kittel i produktionen på slagteriet, og han er fortaler for at lave gode produkter og bedre alternativer til industripålægget. I 1980’erne er han med til at lave Antonius-grisen – et nyt koncept, der blandt andet sikrer dyrene mere plads og bedre forhold end loven kræver og holder medicin på et minimum.

Poul Bojsen har – som sin far – en embedsbolig på slagteriet, men han vil gerne have sit eget også, og derfor køber han Birthesminde som en lystejendom. Her planter han 15.000 grantræer og tilbringer sit otium i marken og med at passe ænder, gæs, kreaturer, heste og grise.
Poul Bojsen er et kendt ansigt på Holbæk-egnen, og ved hans død i 1996 minder avisernes nekrologer ham som ’et af det nordvestsjællandske erhvervslivs fremmeste personer’ og som ’et humørfuldt menneske’, der som leder forstod at opmuntre sine medarbejdere fremfor blot at uddelegere arbejde. 

 
Marias morfar, slagteridirektør Poul Bojsen, købte Birthesminde i 1969 og fik med et glimt i øjet sat en reklame for stedet på sin bil med ordene gods med stort og transport med lille. Han var tredje generation andelsslagteridirektør og gik meget op i både andelstanken og de gode produkter, som han bl.a. udviklede sammen med slagteren i Holbæk. 

Avlsgrise opkaldt efter gamle oldefar Fritz og husholdersken Erna

Og så er vi ved at været tilbage på Birthesminde i dag, hvor Pouls kone – Marias mormor – stadig bor sammen med de tre andre generationer på gården: Marias mor og onkel, Maria og Kent og deres to drenge. Fire generationer, som har deres hverdag sammen på den gamle gård. Mindet om oldefar Fritz lever også videre, for på Birthesminde får avlsdyrene navne i stedet for et nummer. Ornen Fritz er opkaldt efter Marias oldefar, og søerne hedder Erna, som var navnet på Fritz’ husholderske.

Maria og Kent er kommet hertil ad omveje, og ønsket om at skabe en bæredygtig produktion er kommet til ud af deres egne levede erfaringer og ikke fra en familietradition. Men derfor er det stadig en del af visionen for Birthesminde at bevare noget af historien og de gamle husdyrracer. Fritz og Erna tilhører oprindelige racer, det danske sortbrogede danske landracegris og den gamle østrig-ungarske mangeliza-gris med det karakteristiske, krøllede uld. De er begge mere robuste end de fremavlede, lyserøde og slanke danske baconsvin, og kødet er fedtmarmoreret, smagfuldt og intenst. Maria og Kent fører stambog over alle dyrene, og selvom de mest tænker på fremtiden, når de træffer deres valg om, hvordan produktionen skal være, er de ikke bange for at se tilbage i historien efter inspiration til, hvordan man bedst kan drive landbrug i dag. 


 
Oldemor Grethe Bojsen som i en alder af 95 år fortsat laver planter, som sælges i gårdbutikken. I dag bor fire generationer sammen på samme matrikel. De er langt fra enige om alt, og de må sommetider tage nogle alvorssnakke sammen, som nok ikke ville være nødvendige, hvis de boede hver for sig. Men det er også en gave at have hinanden, og familien er enige om, at forskellige perspektiver altid er gode at skulle forholde sig til.

Kilder: Privat arkiv, Den Store Danske (lex.dk), Københavns Slagterlaug, Roskilde Slagtermuseum, Det Grønne Museum

Tekst af:
Tobias Haimin Wung-Sung
Historiker, ph.d./ Partner